Skip to main content

Burger Shack opkøbt af anerkendt restaurantkoncern

Nu har garvede og kyndige hænder meldt sig ind i kampen om at få den omdiskuterede take away-kæde, Burger Shack, tilbage i topform. Således bliver den ellers velanmeldte burgerkæde opkøbt af DiningSix. Koncernen, der bl.a. står bag de populære restaurantkoncepter KöD, Basso, Klokken og Keyser Social, ser stort potentiale i projektet.

År 2020 endte turbulent for den ellers populære take away-kæde, Burger Shack. Burgerkæden, der siden åbningen i 2016 har stormet frem på den danske take away-scene med 13 restauranter fordelt over hele landet, har været et hyppigt samtaleemne i medierne de seneste år. Først for at nå burgerstjernene på rekordtid og vinde ”Danmarks Bedste Burger”, næst for at dele opskriften på selv samme prisvindende burger med hele den danske befolkning – sidst for omfattende fødevarekritik. 

Men nu går den omdiskuterede burgerkæde mod nye og lysere tider. Restauratørerne bag DiningSix, der udtænker, udvikler og driver en lang række anerkendte restauranter, tager nu for alvor kampen op på den sprudlende take away-scene ved at opkøbe Burger Shack. Det er første gang i DiningSix’s 10 år lange historie, at virksomheden køber et etableret restaurantkoncept frem for at starte det op fra bunden. Og det er der ifølge Morten Pedersen, Direktør og Partner i DiningSix, en helt særlig grund til

”Vi har længe kigget mod high-end fastfood-segmentet, og dette er en gylden mulighed for at bygge videre på et stærkt koncept frem for at skulle starte fra nul. Vi kommer til at holde fast i konceptet og de dyder, der har gjort Burger Shack til ét af landets mest populære burgerjoints, men vi kommer til at drive det efter vores model, hvor der er helt styr på alle processer,” siger Morten Pedersen.

Burgere fra erfarne hænder
Hvis man tager det seneste halve års omfattende kritik i betragtning, kan opkøbet umiddelbart virke som noget af et dristigt skridt, men frem for begrænsninger ser DiningSix et stort udviklingspotentiale. Dog er Morten Pedersen helt klar over, at der ligger en stor opgave i at omvende folks opfattelse af Burger Shack. Det vil de gøre ved at vise gæsterne, at de er i de tryggeste hænder 

”Vi vil helst bruge tiden på at kigge fremad frem for at dvæle ved fortiden. Hos os er det en selvfølge, at kvaliteten og processerne altid er i orden. Det har vi 10 års erfaring og succes med i vores andre restauranter,” siger den nye medejer, der er gået ind i projektet med DiningSix, to investorer udefra og burgerkædens nye administrerende direktør Christian Juul Tønnesen. Handlens værdi holder de nye ejere tæt til kroppen, men fortæller, at der er tale om et større millionbeløb. 

Morten Pedersen har stor tillid til, at ejerkredsen i Burger Shack tilsammen har de fornødne forudsætninger for og kompetencemæssige ressourcer til at sikre genåbningen og rebrandingen af Burger Shack

”Vi har selvfølgelig en stor opgave i at vise gæsterne, at Burger Shack er ”tilbage” i topform. Vejen dertil vil tage afsæt i meget af det gode arbejde, der allerede er udført i Burger Shack, og så skal dyderne kvalitet, service og ærlighed implementeres på lige fod med vores andre restaurantkoncepter,” siger Morten Pedersen.

Stabilisering før vækst 
På trods af en presset restaurantscene med nedlukning og restriktioner, så har Morten Pedersen store ambitioner for den nye forretning, hvis kernepublikum er at finde hos de take away-glade danskere. Først skal der dog skabes ro og stabilitet i alle grene og dele af virksomheden

”Det er selvfølgelig afgørende for os, at vi kan skabe omsætning og drive en aktiv forretning med det samme. Med det sagt bliver 2021 et stabiliseringsår, hvor vi skal lære forretningen og vores nye samarbejdspartnere at kende samtidig med, at vi leverer gode gæsteoplevelser på stribe,” siger Morten Pedersen

På sigt ser DiningSix store muligheder for at ekspandere og give endnu flere muligheden for at sætte tænderne i de saftige burgere. 

”Vi har ambitioner om, at Burger Shack skal vokse i Danmark såvel som resten af Norden. Særligt har vi store forventninger til Norge, hvor vi allerede har en KöD-restaurant samt en Basso-restaurant på vej,” siger Morten Pedersen.


Om DiningSix

  • Står bag i alt 10 restauranter i Aarhus, København og Oslo
  • Har en anpart i spiseoplevelsen Mandalay samt cocktailbaren LouLou
  • Har derudover en selvstændig cateringafdeling med dertilhørende cateringkøkkener i både Aarhus og København.
  • Teamet bag DiningSix består af seks venner og partnere, der alle er lige involverede i projektet.