Da kalenderen i går viste 2019, var det ikke blot et signal om et årsskifte. For folkene bag DiningSix var det samtidig et punktum for restauranteventyret i Studsgade, da de stopper med at drive Slap Af. Stedet i Latinerkvarteret har i en lang årrække været et populært samlingssted for århusianerne, men 2018 var altså sidste chance for at “slappe af” sammen med DiningSix i Studsgade.

Diningsix overtog forpagtningen af Slap Af ved årsskiftet mellem 2009-2010, og stedet fungerede de første par år både som café, restaurant og natklub i ét og samme lokale. Alle seks partner var aktive i køkkenet, som tjenere, afryddere og rengøringsfolk. Der er løbet meget vand i åen siden da, og der er blevet testet både koncepter, menuer, cocktails, vine og sågar udbringning af tømmermændsburgere 1. januar, men efter 9 gode år på Studsgade 8, er det nu tid til at sige stop:

”Vores kontrakt med lokalerne på Slap Af udløb den 31. december, og derfor var Nytårsaften sidste åbningsaften for den gamle ejerkreds . Slap Af var vores første sted, og det har lært os utroligt meget og ført os til hvor, vi er i dag, men nu er tiden kommet til, at vi giver tøjlerne videre”, fortæller Sandra Marquardsen, den ene af de seks partnere i DiningSix.

Slap Af var en forpagtning og en måde, hvorpå de seks partnere Sandra, Kasper, Kristian, Troels, Søren og Morten startede deres restaurationseventyr. Forpagtningen udløb ved årsskiftet, og således er Slap Af pr. 1. januar 2019 ikke længere en del af DiningSix.

”Der er sket meget siden vi åbnede, og Slap Af har og vil altid have en stor plads i vores hjerter, og er lidt ligesom den første forelskelse. Slap Af har siden starten været en kommerciel succes med masser af glade gæster og tilmed også mange gode anmeldelser fra både gæster og madanmeldere – Det er vi ret stolte af. Stedet har givet os en masse med i rygsækken rent erfaringsmæssigt til hvordan man driver restaurationer, og har samtidig været startskuddet til vores andre restauranter og projekter. Vi ønsker holdet der overtager driften af Slap Af alt mulig held og lykke, og vi vil glæde os til at komme på besøg i Studsgade” fortæller partner Søren Friis

Vi vil gerne sige et kæmpe tak til alle de gæster der har besøgt os og bakket op om os gennem tiden

Kærlige hilsner

Søren, Sandra, Morten P, Kasper, Kristian og Troels

DiningSix