År 2018 går på hæld, og snart hopper vi ind i 2019. Kom med, når vi giver et tilbageblik på året der gik i DiningSix og samtidig løfter sløret for, hvad I kan forvente at se fra vores side af i det nye år.

DiningSix Awards

Gode medarbejdere fortjener et skulderklap! Dét gav vi vores, da vi i starten af året afholdte den årlige koncernfest. Dette var tredje gang, der afholdtes DiningSix Awards. Første år var omtrent 50 mennesker samlet, sidste år godt og vel 100 mennesker, og denne gang var der hele 180 glade DiningSix’ere samlet i Aarhus. Gad vide, hvor mange vi bliver næste år?

Åbning af Basso København

I april fik københavnerne endelig også muligheden for at få en smagfuld social dining-oplevelse, da Basso København slog dørene op for første gang. Den italienske perle på den livlige Dronningens Tværgade i indre by har været virkelig godt besøgt siden og både turister og lokale har taget godt imod stedet.

Åbning af Klokken Aarhus

To måneder efter åbningen af Basso i København var det tid til at forkæle århusianerne med en ny restaurant. Denne gang et helt nyt, men klokkeklart koncept, nemlig Klokken Aarhus, der rykkede ind i de legendariske La Belle-lokaler i Mindegade i juni måned.

Klokken adskiller sig på flere parametre fra vores øvrige huse. Det er bl.a. første gang, vi prøver kræfter med det traditionelle, danske køkken, og så er det også vores første restaurant med frokoståbning. Det har givet os en masse positive oplevelser, men også en række udfordringer, som vi heldigvis har lært en masse af, fortæller Morten Pedersen, Partner & Direktør i DiningSix.

Det er fortsat planen at Klokken skal åbne i København også, så snart de helt perfekte lokaler er fundet.

Priser og nomineringer

År 2018 var et godt år for DiningSix-koncernen, hvor flere af restauranterne blev hyldet og hædret. Ved uddelingen af SMAGPRISEN i juli kårede Smag Aarhus, i samarbejde med byens madentusiaster, de bedste smagsoplevelser i 2018 i den østjyske hovedstad. Næsten 5.000 læsere stemte, og KöD Aarhus løb med titlen som ”Aarhus’ bedste restaurant for flere”

Senere på året var det Basso Aarhus’ og LouLou’s tur til at få lidt opmærksomhed, da ”Byens Bedste 2018” skulle findes af Aarhus Stiftstidende. Her kom Basso i søgelyset med en flot nominering i kategorien ”Byens Bedste Nye Spisested” ligesom cocktailbaren og natklubben LouLou blev nomineret til ”Byens Bedste Gå-i-byen-sted”. Hverken Basso eller LouLou endte som de heldige vindere, men vi er stadig pavestolte over nomineringerne, og begge steder og teams fortjener et kæmpe skulderklap.

Rekordvarm sommer

For en restaurationskoncern, der udelukkende har restauranter uden mulighed for udeservering, er varme somre som i år ikke noget ønskescenarie. Det kan Morten Pedersen nikke genkendende til:

Når det er så varmt og solrigt, som det har været i år, er det klart, at vi har kunnet mærke det i antallet af besøgende gæster. Folk vil ganske enkelt hellere sidde ude og nyde deres mad og afkølede vin i det gode vejr end inden døre, og det kan man jo godt forstå. Sommeren var hård ved os, men vi har taget ved lære og er blevet klogere på, hvordan vi kan være mere omstillingsparate, hvis vi skulle få en lige så skøn sommer næste år, fortæller Morten Pedersen.

Catering og webshop

I august lancerede DiningSix en webshop. Her kan folk nemt og hurtigt selv navigere rundt i udvalget af menuer, som DiningSix tilbyder som catering. Et initiativ, som er blevet taget rigtig godt imod:

Vores webshop kører rigtig godt og særligt til vinterens mange julefrokoster, har der været gang i shoppen. Vi fornemmer, at folk generelt er meget positive over, at de selv kan få lov at gå på opdagelse i vores mange forskellige menuer og selv kan lægge dét i ”indkøbskurven”, som de ønsker, fortæller Morten Pedersen.

Maden forberedes, laves, pakkes og distribueres fra DiningSix’s cateringkøkken i Kløverbyen på Amager. Herfra kører også sideløbende en kantine, hvor der hver dag serveres frokost til de omkringliggende virksomheder. Særligt kantinen afviger fra DiningSix’s andre projekter, Morten fortæller:

Vi har mange bolde i luften og kan godt lide at søsætte nye ting hele tiden. Men med nye projekter følger selvfølgelig også altid udfordringer. Men så længe, vi synes det er sjovt og lærer noget nyt hver gang, så er det det hele værd.

Slap Af – en æra er forbi

Når kalenderen om lidt siger 2019, er det ikke blot et signal om et årsskifte. For DiningSix er det tilmed en æra, der slutter på Studsgade i Latinerkvarteret. Slap Af i Latinerkvarteret har i en lang årrække været et populært samlingssted for århusianerne, men forpagtningen af lokalerne udløber ved årsskiftet, og således er restauranten pr. 1. januar ikke længere en del af DiningSix:

Vores kontrakt med lokalerne på Slap Af udløber 31. december, og derfor er Nytårsaften sidste aften hos Slap Af, som I kender det i dag. Slap Af er vores første sted, og det har lært os utroligt meget og ført os til hvor, vi er i dag, men det er nu på tide, at vi giver slip. Men vi vender tilbage med meget mere om dét i januar, fortæller Morten Pedersen.

2019 Sneak Peek

2018 har været et hæsblæsende år i DiningSix, men hvad skal der egentlig ske i 2019? Vi ved selvfølgelig ikke det hele, men vi kan i hvert fald afsløre mere om vores nærtstående udlandseventyr:

Vi har fundet de helt perfekte lokaler til KöD i Oslo. Det er smukke, rummelige lokaler i den ikoniske bygning Posthallen i Oslo Sentrum. Vi er i fuld gang med renoveringen, og en håndfuld af vores nøglepersoner er sendt med derop for at sikre en succesfuld åbning af vores fjerde KöD-restaurant. Vi glæder os helt vildt til at prøve kræfter i udlandet, afslutter Morten Pedersen.