DiningSix Blog: Anmeldelse - Basso i Aarhus har fundet sin niché

Anmeldelse: Basso Aarhus har fundet sin niche

1. december 2017

Århus Stiftstidende har været forbi Basso Aarhus i Skolegade for at teste restaurantens italiensk inspirerede Social Dining koncept. Du kan her læse om anmeldernes besøg, der var ”alle tre timer værd”.

Af: Stine Skonning Plasmann-Hansen, PR & Kommunikationsansvarlig, DiningSix

”Basso har fundet sin egen lille niche i et mangfoldigt restaurantudbud i Aarhus, og den fortjener fire stjerner og al mulig held og lykke med sit overbevisende udlæg i premieremånederne.” Sådan lyder de afsluttende ord i en detaljeret anmeldelse fra Århus Stiftstidende, der blev bragt på denne første decemberdag, efter avisen aflagde Basso Aarhus et besøg en weekendaften i en næsten fyldt restaurant.

”Vi kom rigtig fint fra land”

Anmelderne indlevede sig i Basso Aarhus’ koncept og valgte restaurantens Social Dining Menu á 10 serveringer, der er sammensat af kokkenes kreativitet, fantasi og evner. Menuen lægger ud med tre snacks, som er noget af det første, anmelderne lægger mærke til: ”Allerede her stod det klart, at køkkenet tænker meget i teksturer, for det vigtige, sprøde element gik igennem de fleste serveringer, og det skal Basso have stor cadeau for.”

”Forretterne stod ikke tilbage i kvalitet”

Anden akt af Basso Aarhus’ Social Dining Menu udgøres af en servering af en række forretter, der bliver særligt komplimenteret af anmelderne. Denne dag bestod de af hjemmelavet kyllingepaté, bresaola i en ”vellykket smagssammensætning” samt hjemmelavet mozzarella anbragt på marinerede tomattern og basilikum, der var ”en italiensk restaurant i støvlelandet værdig”.

Til trods for, at anmelderne fandt, at der blev serveret lidt for mange varme retter på samme tid under tredje akt af menuen, udmundede det sig i en ”fin oplevelse”. Akten bestod blandt andet af en servering af en klassisk, italiensk Pasta con Ragu med ”meget fyldig kraftig kødsmag fra kæberne, som sad fint fast i den brede pasta”, skriver de.

”En gennemgående god oplevelse”

Sidste servering af anmeldernes menu tog form som en såkaldt pizzaslice, der er lavet på butterdej, karameliserede æbler samt kanel. Den serveres med vaniljieis og figenbalsamico; lidt af et særkende for Basso Aarhus. ”Vi sluttede lige så fint, som vi begyndte”, skriver anmelderne.

Basso Aarhus åbnede første gang ultimo september, og derfor er man hos DiningSix meget glade for de fine ord restauranten får med på vejen. Med godt to måneder på bagen, synes jeg godt, vi kan være stolte. Det står dog klart, at der er et par skønhedsfejl, vi skal have rettet til, for uanset om der er tale om feedback fra anmeldere eller andre gæster, så tager vi det hele meget seriøst og ønsker kun at blive bedre for hver dag, der går, fortæller Kristian Skjød Jensen, Partner & Produktansvarlig i DiningSix, der er koncernvirksomheden bag Basso Aarhus.

Vi siger tak for besøget til Stiften og tager dem på ordet, når de skriver ”Her har man afgjort lyst til at vende tilbage”.